Slagelse Kommune vil kortlægge fremtidens fritidsfaciliteter

Slagelse Kommune sætter gang i en omfattende facilitets- og kapacitetsanalyse, der skal skabe et samlet overblik over kommunens fritidsfaciliteter. Analysen skal blandt andet undersøge faciliteternes tilstand, brug og kapacitet og vurdere, om de fortsat matcher borgernes behov og udviklingen i fritids- og foreningslivet.
Målet er at få et langsigtet beslutningsgrundlag for kommunens kommende investeringer og prioriteringer. Analysen forventes at kunne indgå i budgetforhandlingerne for 2028-2030.
Brugerne skal inddrages
Borgere, foreninger og andre relevante aktører skal bidrage med viden om blandt andet brugen af faciliteterne, kapacitetspres og muligheder for bedre udnyttelse gennem sambrug og fleksible løsninger.
"Vi har mange gode faciliteter i kommunen, men behovene ændrer sig over tid. Derfor er det vigtigt, at vi får et samlet billede af både bygningernes tilstand og af, hvordan faciliteterne bliver brugt. Med analysen får vi et solidt grundlag til at træffe de rigtige beslutninger og prioritere investeringerne, så vi også fremover kan understøtte et aktivt fritids-, kultur- og foreningsliv i hele kommunen. Samtidig er det vigtigt, at analysen bliver til i dialog med dem, der bruger faciliteterne til hverdag. Derfor skal både borgere, foreninger og andre relevante aktører inddrages, så vi også får deres behov, ønsker og input med," siger Mick Keller, formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Dialogmøde i december
Analysen skal blandt andet føre til konkrete anbefalinger og scenarier for vedligeholdelse, renovering, modernisering og udvikling af kommunens fritidsfaciliteter.
Et åbent opstarts- og dialogmøde afholdes 2. december kl. 18.30-20.00. Oplysninger om sted og program offentliggøres senere.
Fakta
- Analyse: Facilitets- og kapacitetsanalyse af kommunens fritidsfaciliteter.
- Formål: Bedre grundlag for fremtidige investeringer og prioriteringer.
- Periode: Skal kunne indgå i budgetforhandlingerne for 2028-2030.
- Undersøger: Faciliteter, tilstand, brug, kapacitet og borgernes behov.
- Inddragelse: Borgere, foreninger og andre relevante aktører.
- Dialogmøde: 2. december kl. 18.30-20.00.
- Resultat: Anbefalinger og scenarier for vedligeholdelse, renovering, modernisering og udvikling.






Accepter kun nødvendige cookies